tirsdag den 2. december 2008

Voldsomme kontraster

Phnom Penh er et myldrende virvar, en hektisk myretue, hvor lys og mørke blandes på mærkelige måder.



Trafikken er voldsommere end noget vi før har oplevet. Selv Cairo forekommer organiseret i sammenligning. Alle former for køretøjer blandes tilsyneladende uden nogen regler. Selv færdselsretningen er en relativ størrelse som man kan se på billedet ovenfor. De dominerende køretøjer er motorcyker af forskellig størrelse. De tager op til 3 voksne passagerer eller familier på 5 personer + oppakning. Man kan for et beskedent beløb købe en bagsædeplads på en af dem. Skal man transporteres, er der også cykeltaxier og tuktuk'er til rådighed. Det er en meget dårlig idé at gå. Det tager lang tid, og halvdelen af tiden befinder man sig på kørebanen, på grund af fortove spærret af parkerede biler, boder eller folk der simpelthen har slået sig ned på gaden. Derudover er der masser af biler - og indimellem nogle voldsomme modeller, som køres af partipampere, diplomater og FN- ansatte.  
På en eller anden måde glider det altsammen. Alle trafikanter er årvågne, og holder hele tiden øje med hvad der sker. Det er nok ikke tilfældigt at det tætteste vi har været på et uheld, var at jeg blev strejfet af en motorcykel da jeg krydsede en vej, fordi jeg naivt kun holdt øje med den del af trafikken der kørte i højre side af vejen. 

Der er et utroligt liv på gaden. Overalt ses mennesker handle med et eller andet, spise, spille, sove eller bare stirre ud i luften. Klik her for at se billederne fra en dags indtryk i Phnom Penh.


Folk er venlige og virker egentlig glade og ubekymrede, og samtidig er den forfærdelige fortid lige under overfladen. I Lonely Planet, står der at de er et kuet folk, og det er ikke helt forkert. Den ubegribelige terror befolkningen var udsat for for kun 30 år siden, er ikke overvundet endnu, og de har stadig plaget af et undertrykkende og korrupt regime. Vi blev mindet om fortiden, da vi i morges tog til the Killing Fields i Choung Ek, hvor Khmer Rouge henrettede og begravede næsten 9000 mennesker i den tre-års periode de var ved magten. I alt mener man at de var ansvarlige for 1,4-2,2 millioner døde (af en befolkning på omkring 7 mill). Det var en modbydelig oplevelse, men vi har nu gjort vores pligt. Ingen af os har lyst til at se torturkamrene i Toul Sleng  fængslet. Her er de få billeder jeg fik taget.


Cambodia er noget så mærkelig som et buddhistisk, kommunistisk et-parti kongedømme. Kongefamilien er tilsyneladende ren staffage. Den tidligere konge, Sihanouk samarbejdede over flere omgange med Khmer Rouge, og hans støtte til dem var i høj grad med til at skabe forudsætningerne for deres magtovertagelse. Så respekten for den kongelige familie kan ikke være stor. De bor dog pænt og da slottet ligger lige ved siden af vores hotel, tog vi en tur derind i eftermiddags. Royale billeder her


Ingen kommentarer: