Vientiane 30 November. Sidste dag i November er også vores sidste dag i Laos. Imorgen formiddag flyver vi til Phnom Penh i Cambodia.
Vi kom frem til Laos hovedstad i går efter 10 timer i en gammel bus ad bjergveje snoede som en proptrækker. Vi var advaret og havde taget sø-sygepiller, så vi klarede turen uden at måtte råbe efter Ulrich i en af de udleverede plastikposer, som var flittigt i brug rundtom i bussen. Det var dog langtfra så slemt som det kan være. På de ordinære busser, som den vi kørte med, er der ingen begrænsninger, hvad angår antal og arten af passagerer. Vi har læst om andre, der har rejst i selskab med geder, grise, motorcykler og cementsække - vi nøjedes med et par sække ris og en enkelt and. Anden opførte sig i øvrigt eksemplarisk, lå helt stille i sin pose, og afgav kun et par højlydte rap, da vi var ved at være fremme.
Årsagen til denne lange bustur, var at vi havde valgt at slå et smut omkring byen Phonsavan, for at opleve den mystiske Plain of Jars. Det er et stort område der er spækket med krukker, som man ikke rigtig kender oprindelsen af. De vejer fra 600-1000 kg og er 2500 - 3000 år gamle. Der er ca. 20 grupperinger af krukker, men kun de 3 af dem kan besøges. Resten af området er lukket, fordi det er farligt at færdes der. Mere end 30 år efter USA's hemmelige krig mod Laos er der nemlig stadig meget UXO (UneXploded Ordnance) i og på jorden. Netop Xiang Khuang provinsen lagde jord til de mest omfattende bombardementer, da Pathet Lao havde sit hovedkvarter i området. Det sker stadig jævnligt at folk i Laos bliver dræbt eller invalideret af UXO. Enten fordi de vil have fat i krudtet indeni, eller fordi børn finder bomberne på jorden og leger med dem. Den eneste form for "pynt" på vores yderst beskedne hotel var forskellige, "hyggelige" efterladenskaber fra krigens tid. Se f.eks juleudsmykningen nedenfor
Vi ankom torsdag aften, efter en bustur fra Luang Prabang, der mindede om den ovenfor beskrevne, men dog "kun" varede i 8 timer. Vores hotel, som var organiseret af vores værter i Luang Prabang, var beskedent, for nu at sige det pænt. Der var dog nogenlunde rent. Det værste var at der ikke var nogen form for opvarmning. Phonsavan ligger i ca 1000 meters højde, og temperaturen om natten kom ikke over 10 grader. Det betød at vi måtte sove meget tæt under samme dyne med alt tøjet på. Heldigvis boede vi i den gode fløj af hotellet, hvor elektriciteten virkede og der var varmt vand. Det var ikke tilfældet for en del af de andre gæster.
Vi havde vores egen guide til at vise os rundt på de 3 områder med krukker der var tilgængelige. Den lokale myte om krukkernes oprindelse er, at der for længe siden var en stor konge, som lå i bestandig krig med med en nabokonge. Hvert slag blev vundet af "vores" konge, som straks fejrede det ved at lave en kæmpe krukke og fylde med whisky (Lauw Lao), så man kunne holde en stor fest. Mere ædruelige forskere, mener dog at de er anvendt til begravelser, da man har fundet rester af menneskeknogler i og omkring krukkerne. Vores guide sagde at han selvfølgelig troede på den videnskabelige forklaring, men mon ikke krukkerne først havde været fyldt med whisky og først i nogle senere århundreder brugt til begravelser. På billedet nedenfor checker Bent om der er mere Whisky tilbage.
På billedet nedenfor er den største kendte krukke (til venstre)
Og landskabet så sådan ud:
Som en lille bonus fik vi lov til at opleve en del af Hmong-folkets nytårsfest, hvor unge mennsker, klædt i farverige kostumer kaster bolde til hinanden, som en måde at skabe kontakt mellem kønnene.
Den eneste bekymring vi har lige nu, ligger en uge ud i fremtiden. Den 7 december skal vi flyve fra Siem Reap til Bangkok og dagen efter fra Bangkok til Mumbai. Som det ser ud lige nu er det meget usikkert om det kan lade sige gøre, men det må tiden vise..........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar