Der er flere billeder her
Så er vi tilbage i Luang Prabangs pulserende storbyliv, efter et par dage på landet.
Da vi købte vores 3 –dages kombinerede cykel, trekking, elefant og kajaktur (for folk som os, der ikke kan bestemme sig), udtrykte vi en let bekymring om, hvorvidt vi ville kunne følge med resten af gruppen, da vi jo ikke er helt unge. Vi kunne se os selv halse efter en gruppe 25 årige australske halv-maraton løbere m/k. Den unge mand i butikken, var åbenbart enig I, at det kunne være et problem, hvilket nu jeg tænker over det, egentlig var lidt fornærmende, og foreslog straks, at vi istedet for at tage afsted i en gruppe skulle have vores egen guide. Da det viste sig stort set at koste det samme, slog vi til med det samme.
Lee, vores guide viste sig at være en ung mand, af Hmong-folket på 22 år, lidt ældre end Jacob. Vi kom til at tilbringe nogle meget fornøjelige dag med ham.
Første del er cykelturen. Vi får et par nødtørftigt vedligeholdte mountainbikes udleveret. På min fungerer 2/3 af gearene, og sålænge man husker at geare ned i god tid inden en bakke, og ramme de gear der fungerer, går det fint. Når man det ikke danser kæden derimod lystigt ovenpå tandhjulene uden at få fat. Så er der ikke andet at gøre, end at stå af og trække. Susannes cykel kan godt bremse, men på en inkonsistent måde i nogle sære ryk. Uden de store betænkeligheder begiver vi os dog ud i trafikken. Eter kort tids kørsel signalerer Lee, at vi skal op ad en lille grusvej. Herfra går det stort set kun opad. Der er meget tørt her, og hver gang en lastbil passerer kommer der en sky af støv, så man er ved at kvæles og køre i grøften fordi sigtbarheden reduceres til 10 cm. Vejen er fuld af huller på størrelse med mindre bombekratere, så stor koncentration er påkrævet (På sådan en vej skal vi køre 11 timer i bus senere i denne uge). Efter 2 ugers kropslig inaktivitet, er det dog altsammen ligegyldigt. Det er skønt at røre sig og svede ved at træde i pedalerne. På vejen passerer vi Henri Mouhots grav. Han (gen)-opdagede og populariserede Angkor Wat for et vestligt publikum i slutningen af det 19. Århundrede.
Så starter vandreturen. Det er varmt og det går stadig op ad bakke det meste af vejen. Nu er der dog ikke nogen lastbiler og gigantiske støvskyer, og pludselig, da vi kommer ud i en rydning ser vi udover det flotteste landskab. I det fjerne bjerge omkranset af hvide skyer. Alting er grønt – unge teaktræer, bananer og papaya og planter vi er vant til at se i urtepotter ses i vejsiden i 20-dobbelt størrelse. Efter et par timer, når vi frem, trætte og svedige. Det er en Khamu landsby og vi får et kort kursus i at sige goddag og tak på khamu, da ingen taler engelsk. Inden for porten møder vi med det samme en flok nysgerrige, meget meget beskidte børn, der kigger nysgerrigt og venligt på os.
Midt i landsbyen ligger det gæstehus vi skal bo i. Vi får at vide at deres tro er animisme (ånder og den slags) og at der er et par ting, vi skal lade være med at gøre. Vi må ikke gå ind i noget hus uden tilladelse, så bliver ånderne meget forstyrrede og det giver en del besvær at få dem bragt til ro igen. Noget vi i så fald må betale os ud af. Vi må heller ikke klappe børnene på hovedet . Jeg kan ikke lige huske, hvorfor de har den regel. Vores hus er opført specielt til fremmede (”falangs”) derfor er der ikke nogle problemer med ånderne der.
Vi går en lille tur rundt i byen, og kan observere at husdyr og mennesker lever fredeligt sammen. Alle vegne er der høns, hængebugsvin, ænder og hunde. Beboerne er optaget af forskellige gøremål. Mændene bygger på hytter eller ryger smøger og kvinderne arbejder med madlavning og tager sig af børnene. Der er meget få faciliteter. Nogle af husene har rindende vand, men de fleste må nøjes med en brønd i midten af landsbyen.
Tilbage ved vores hytte får vi en øl og ser mørket falde på. Det falder rent faktisk her. Det ene øjeblik er det lys dag og det næste er der mørkt som i en kulkælder. I den korte skumring kommer en kvinde gående forbi, mens hun udsteder en kaldende lyd ved at rulle med tungen. Da vi ser op viser det sig at hun er ude at hente sine hængebugsvin. Modstræbende og langsomt kommer de efter hende. Da de er næsten hjemme, er der en ung knægt der driller ved at sige den samme lyd, hvilket straks får svinene til at vende om, og kvinden til at udstede, hvad der må være en kraftig ed, henvendt til den unge mand og starte det møjsommelige arbejde igen.
Vi spiser en god middag tilberedt af Lee, og sidder kl 20 og tænker hvad vi skal få resten af aftenen til at gå med. I hytten ved siden af kører et af landsbyens to fjernsyn (de har en generator til bare det formål). De der har penge kan for 500 KIP (50 øre) få lov at komme indenfor i stuen og følge med i en Thailandsk serie. Sådan et underholdningsmekka tiltækker selvfølgelig en masse opmærksomhed, så det meste af landsbyens ungdom hænger ud rundtom tv-hytten. Griner, leger og pjatter og kan måske se lidt gratis fjernsyn gennem sprækkerne i bambusvæggene. Et par af de lokale kommer og sætter sig ved bordet udenfor vores hytte. Den familie der ejer vores gæstehytte er også byens købmandsfamilie og gennem et hul i væggen kan man blandt andet købe Beerlao i halve liter. Vi byder på et par øl, og inden vi har set os om er der en lang samtale igang, som mest, for ikke at sige udelukkende, går ud på at pege på en ting og sige hvad den hedder på henholdsvis Lao, Khmau, Dansk og så grine af udtalen. Indimellem siger vi på skift ”skål” og ”BeerLao very good – LaoLao (den lokale hjemmebrændt) not good”. Det får vi faktisk 2-3 fornøjelige timer til at gå med. Men da vores venner vil til at gå igang med endnu en halv liter Beerlao og vi kan se, at der stort set ikke er et objekt vi ikke har sagt navnet på i miles omkreds, takker vi venligt nej og siger godnat.
Et par timer endnu kører fjernsynet med max volumen, men også det slukkes og da jeg er ude og tisse for 3 gang -alt det øl – en pæn lang tur gennem dem bælgmørke landsby, kan jeg konstatere at byen tilsyneladende sover. Det varer til . Kl 4 –Så galer den første hane, og kort derefter begynder folk så småt at komme ud på gaderne. Efter at have ligget og lyttet et par timer står vi også op. Lee er klar med morgenmaden. Nescafe, Spejlæg og brød der er bagt i indeværende uge.
Landsbyen er på den anden ende denne morgen. En anden gæstehytte (de har 3-4 stykker) end den vi bor I skal flyttes. Den står på pæle der er gravet ned i jorden, så først skæres pælene over. Da det er sket tager 20-25 af byens mænd fat, og løfter hytten og begynder at gå. Igen andre har travlt med at stabilisere væggene, ved at holde på dem med lange bambuspinde. Under megen hujen og råben går det fint de første 25 m. Så opstår et problem. Hytten kan ikke komme igennem nogle træer. Voldsom gestikulering , nogle foreslår alternative veje. En tager en bambuspind og måler at der rent faktisk ikke er plads. Efter megen snak frem og tilbage, vinder den fløj der mener at man bare skal mase på, så må man løse problemerne der opstår sidenhen. Hytten mases ind i mellem to træer, med det resultat at en del af taget ryger af og en af væggene hælder faretruende udad. Ikke noget der ikke kan udbedres - bevares, men måske kunne det have været undgået. Jeg synes lige pludselig at der er mange lighedspunkter mellem Khamuerne og nogle af de softwareprojekter jeg kender til.
Så starter dagens trekkingtur. Vi skal vandre 5-6 timer og besøge forskellige landsbyer på vejen. Det første vi støder på uden for landsbyen er dog et par hængebugsvin, der ikke er meget for at gå af vejen for os, og derefter et par vandbøfler. Kort derefter går det igen opad. Det gør det de næste par timer. Vi begynder hurtigt af svede og blive stakåndede og kort tid efter løber sveden af os i spandevis og lige før vi begynder at synes at det er synd for os og rigtig hårdt, møder vi fire kvinder, hver med en stor rissæk på ryggen, holdt fast af et bændel på panden. Sådan en sæk vejer vel 40-50 kg. Så selvom vi, som velnærede danskere, selvfølgelig har vore egne kilo at bære på, blev vi hurtigt lidt mere ydmyge, bed tænderne sammen og gik videre.
Og det var hele besværet værd. Vi kom igennem det mest varierede og smukke landskab, og vel oppe på toppen holdt vi et hvil i en Hmong landsby. Hvor Susanne også fik mulighed for at købe lidt håndarbejde af de flittige, broderende kvinder. Efter 6 timer ankom vi til en lodge, hvor natten skulle tilbringes. Noget af en kontrast til natten før.
Tidligt næste morgen ned og se elefanterne blive badet og derefter ride en tur på dem. Det var en sjov oplevelse at sidde på sådan en fætter.
Hjemturen til Luang Prabang foregik i kajak – en dejlig, for det meste fredelig nedstrøms tur. Der var dog 3-4 rapids på vejen, så vi undgik ikke at blive drivvåde.
Sidst på eftermiddagen var vi tilbage. En oplevelse rigere og dejligt trætte.
Idag slapper vi af og imorgen skal vi til Phonsavan – hvor vi skal se Plain of Jars. Lørdag i Vientiane og Mandag flyver vi til Phnom Penh.
Der er flere billeder her
