Vi ankom mandag eftermiddag, efter en kort flyvetur på 1 time med Laos Airways. Heldigvis var der et fly til os. Da vi købte billetten i Chiang Mai fortalte den indiske billetsælger, at flyene indimellem blev aflyst, fordi de skulle bruges af de laotiske partispidser. Der var en kort visering proces i lufthavnen: I luge 1 afleverede man sit pas og 1 billede til en unifomeret skønhed og ved luge 2 fik man efter ca. 10 minutter passet tilbage mod aflevering af 35 USD. En fin lille pengemaskine, men de har brug for dem formoder vi, så det er dem vel undt.
Vi bor hyggeligt(bent), billigt(bent), med Gekkoer af rottestørrelse(Susanne) og mere primitivt end i Chiang Mai(Susanne).
Den centrale del af byen ligger på en halvø som afskæres af Mekong floden og en mindre flod Nam Khan.Den er ikke større end man kan gå fra den ene ende til den anden på en times tid.
Laoterne er overordentlig venlige og imødekommende. Laos har kun været åbent for turister siden 1989, så selvom der er sket en voldsom udvikling, specielt i Luang Prabang, som er udnævnt til Unesco-heritage site, er der stadig noget uskyldigt over de lokales møde med turismen. Man har ikke op fornemmelsen at der er gustent overlæg bag hvert smil og hver samtale med med Laoterne. De virker oprigtige interesserede i os fremmede, selvom det naturligvis ikke gør noget at vi køber lidt af hvad de har at byde på.
Og de har meget at byde at på: Hver aften når solen går ned åbner der et gademarked af ca. en kilometers længde, hvor der sælges lokalt producerede tekstiler, smykker, træskærerarbejde, slangewhisky, lamper, kaffe, håndlavet papir, tasker, tasker, tasker......... Priserne vil vi ikke være bekendt at skrive om.... Desværre har vi ikke meget plads i kufferten.
Der er 37 Buddhistiske templer (Wats) i byen. Hver af dem har en større gruppen munke tilknyttet. Vi er ikke eksperter i Laoitisk Buddisme, men tilsyneladende er det en almindelig ting at unge mænd, fra fattige landsbyer tilbringer nogle år som munke, hvor de får føden og en uddannelse. De lærer blandt andet engelsk og er meget interesserede i at konversere. De er overalt og deres orange klæder, den sorte parasol og den værdighed selv de unge munke udstråler, sætter et helt specielt præg på gadebilledet.
Maden er delikat. Som da vi smagte thai-mad for første gang. Det laotiske køkken virker mere elegant og varieret end det thailandske. I byer som Luang Prabang er der også en fransk indflydelse, så der er mange lao- fusions restauranter. Og man kan få café au lait, croissanter og alt muligt lækkert bagværk.
Hvad laver vi så? Indtil nu har vi ikke lavet meget mere end at tage bestik af byen og få en fornemmelse af hvordan tingene hænger sammen. Vi har vandret byen tynd, sejlet solnedgangstur på Mekong, mærket på 800 tørklæder, snakket med et par munke, taget 700 billeder, set et utal af templer, drukket Beerlao og arrangeret trekkingtur ud på landet i næste uge.
Imorgen skal vi på laotisk kokkekursus hele dagen. Kurset omfatter en tur på det lokale marked, madlavning og spisning.
Billeder her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar